Jeg har i tidligere indlæg plæderet for, at prostitution på ingen måde burde kriminaliseres.
Jeg er kommet mere i tvivl… – så meget i tvivl, at jeg faktisk har skiftet holdning!
Det er stadig min opfattelse, at rigtig mange prostituerede har det fint med deres job. Men det må også være klart, at det kun gælder (nogle af) escortpigerne, de, som selv kan vælge kunderne. Gadeprostituerede samt “massagepiger” har ingen valgmuligheder overhovedet. De er slaver… – enten af stoffer eller af alfonser, i de fleste tilfælde nok af begge dele.
Kan vi så ikke tillade escortpigerne og forbyde resten af prostitutionen? Nej, det er for naivt. For det første vil det i praksis (og juridisk) være umuligt at afgrænse de to typer, og for det andet vil “markedet” hurtigt tilpasse sig den nye situation, således at trafficking-ofrene også vil være at finde i escortmiljøerne. Ingen tvivl om det!
Der er ca. 6000 prostituerede i Danmark i dag, anslår politiet. Det er mere end en tredobling siden 1990. Heraf er ca. 10 % mænd, og ca. 2000 er migranter og handlede kvinder.
Disse – man må i denne sammenhæng sige – astronomiske tal, viser i øvrigt med al ønskelig tydelighed, at de prostitueredes kunder ikke skelner mellem de forskellige typer piger/kvinder. Hvis der ikke var endog rigtig mange kunder til de handlede kvinder, ja, så var der heller ikke noget marked… – så enkelt er det.
DERFOR vil jeg nu alligevel plædere for, at prostitution forbydes. Dette af hensyn til de prostituerede, som er handlede, holdes som slaver eller af andre årsager (sociale eller misbrugsrelaterede) føler sig som slaver.
Kunderne kan/vil tilsyneladende ikke skelne, og derfor må vi – af medmenneskelige hensyn – forsøge at komme de måske omkring 5.000 prosituerede til hjælp, som ikke frivilligt har valgt tilværelsen som prostitueret. Jeg tror godt, vi kan leve med, at der så evt. er måske 1.000 prostituerede tilbage, som mister et job, de ellers godt kunne lide.
Se i øvrigt Kvinfo’s udmærkede temaside: Prostitution i Danmark sammt denne vedtagelse om prostitution (vedtaget af Enhedslisten på årsmødet 2007)
Og hvorfor ikke også et par rigtig gode skønlitterære indfaldsvinkler? Somme tider virker skønlitteratur mere overbevisende end faglitteratur, simpelthen fordi følelserne medinddrages:
Herbjørg Wassmo: Et glas mælk, tak
Knut Faldbakken: Grænsen
… og der er mange flere!

2 responses so far ↓
Senshin // juni 25, 2009 at 11:00 am |
Jeg synes vi er nød til at slå fast at ingen kvinder (eller andre mennesker eller dyr, for den sags skyld) er forbrugsgoder og selvfølgelig gøre det ulovligt.
Ens begær skal ingen andre lide under. Det er ens eget problem, ikke noget en anden skal bruges til at stille.
Vi er til for at give hinanden af kærlighed ikke af egoistisk begær, der aldrig slukkes.
Og bare fordi jeg siger det er ok man sparker mig når jeg ligger ned, fordi jeg ikke tror jeg er bedre værd, er det ikke ok at gøre det!
Må vi istedet give hinanden metta, forståelse og medfølelse og dermed gå gennem livet med viden om at når jeg behandler et andet menneske dårligt og som en genstand, behandler jeg dermed mig selv og hele verden dårligt og det jeg sender ud kommer altid tilbage.
Med håb om en dejlig solskinsdag til alle!
Senshin.
leifnoerholm // juni 25, 2009 at 11:06 am |
Jeg er helt enig med dig!
Lige præcis det der med at behandle et andet menneske SOM EN TING, er også et rigtig godt argument imod prostitution. For det er jo sådan, det fungerer…
Det er i øvrigt også derfor, at jeg er imod kapitalismen, som også behandler mennesker som ting.
Også en rigtig god dag til dig, Senshin/Sunshine!